Skrevet af Karim S. Maktabi, Helteskolen.dk Vi taler hele tiden om børns trivsel og resiliens. Men hvad hvis vores velmenende fokus på sårbarhed ubevidst skaber mere af den skrøbelighed, vi ønsker at bekæmpe? Spørgsmålet til vores politikere er enkelt: Vil I fortsat passe på problemerne, eller vil I investere i børnenes styrke? Billedet: Den kvælende "beskyttelse" (bobbleplast/bomuld) vs. den støttende "styrke" (støttepæl). Efter coronaen var samtalen domineret af, hvor skrøbelige vores børn var blevet. Men allerede i 2019 viste Egmont Rapporten "Når store bliver små", at børnene kæmpede med trivsel længe før pandemien. Problemet er ikke nyt, men det ser ud til at være ved at blive permanent. Min erfaring efter mere end 24 år med at arbejde med børns helhedsdannelse er, at vi risikerer at vedligeholde børns skrøbelighed i stedet for at bryde den. Når en voksen konstant italesætter et barns sårbarhed – foran barnet selv – skaber vi en selvoppfyldende profeti. Barnet begynder at indlejre

Skrevet af Karim S. Maktabi, Helteskolen.dk Vi ser et stadig voksende problem: Familier, der kæmper en ensom kamp for deres børn, mens systemet svigter. De råber om hjælp, men møder ofte kun bureaukrati og uholdbare ventetider. Hvornår gør vi egentlig noget for at hjælpe familierne før de bryder helt sammen? Jeg har siden 2001 arbejdet med børn og unge i mistrivsel. Gennem årene har jeg set det samme mønster gentage sig, på trods af gentagne løfter om forbedringer. En desperat familie søger hjælp til deres barn, der kæmper. De møder et system, hvor nogle kommuner kræver en diagnose før der kan ydes hjælp. Så begynder ventemaratonen på en udredning. I denne uholdbare venteposition forværres barnets problemer, mens familien står magtesløs og ser på. Skolen, som ofte er den første officielle kontakt, står i en umulig situation. Manglende ressourcer gør, at de ikke altid kan magte opgaven. For at undgå konfrontation kan det forekomme, at problemet "administreres" i stedet for at blive løst